Baby booties (designet af epipa). |
lørdag den 22. februar 2014
Epipa baby booties
Her er så de "sutsko" jeg skrev om i torsdags. De er designet af epipa, den originale tyske opskrift findes på hendes blog Jeg har oversat opskriften til dansk og prøvet at strikke sutskoene både efter den originale opskrift og med lidt variationer. Min danske oversættelse af opskriften findes her.
torsdag den 20. februar 2014
Estisk opslag
Her til aften ville jeg afprøve en opskrift på sutsko, som jeg fandt for et stykke tid siden. Jeg besluttede at estisk opslag ville passe godt - meeeen jeg kunne ikke helt huske hvordan det nu var. Heldigvis kan nettet jo give svar på mange spørgsmål - og jeg kunne huske at jeg engang havde set en videoguide til estisk opslag på youtube. Jeg fandt den velkendte video (som er ganske god) men også denne, der er så skøn at jeg bliver nødt til at dele den her http://m.youtube.com/watch?v=xc_4ohrAzP8. Min dag blev lige lidt bedre da jeg (lettere overrasket) så videoen.
lørdag den 15. februar 2014
Nyt på strikkepindene - Lene Holme Samsøe design
Aran-sweater (Lene Holme Samsøe design) strikket i Lima garn fra Hjertegarn, farve 402. |
I øjeblikket har jeg denne skønne trøje på strikkepindene. Den er efter design af Lene Holme Samsøe - opskriften er at finde i bogen "Suveræn Strik", som jeg har fotograferet med i billedet. Jeg har været forelsket i trøjen siden jeg så bogen første gang - og det var egentlig for den ene opskrift at jeg købte bøgen, men efter at have kigget i bogen flere gange, er jeg også blevet lidt små-lun på en del af de andre opskrifter.
Jeg har valgt at strikke trøjen rundt, i stedet for (som opskriften siger) forstykke og ryg hver for sig. Strikkefastheden voldte mig lidt problemer da jeg gik i gang - eller dvs. jeg forstod ikke hvordan de mål trøjen er opgivet til at skulle ende ud i, kunne passe sammen med antal masker og de strikkefastheder der er opgivet for hhv. snonings- og sidemønstret. Til sidst fandt jeg ud af at det var nemmest at måle bredden af flet- og snoningsmønstret som jeg nu engang strikkede det (den bredde er jo konstant hele vejen op gennem trøjen) og så kun beregne min egentlige strikkefasthed på sidemønstret (og bruge denne til bestemmelse af hvor mange ind- og udtagninger jeg vil lave til talje og bryst).
Herrejakke (Lene Holme Samsøe design) strikket i Cosmo garn fra Mayflower. |
Jeg er ret vild med snonings og fletmønstre - og synes at Lene Holme Samsøe forstår at bruge dem rigtig fint i hendes designs. Tidligere har jeg strikket denne herrejakke/trøje - også designet af Lene. Jeg har, efter modtagerens ønske, lavet ærmerne noget smallere end hvad der var opgivet i opskriften.
Opskriften til denne jakke fandt jeg på familie journalens hjemmeside.
torsdag den 13. februar 2014
Den pædagogiske sok version 2
Så fik jeg strikket den færdig. Her følger billeder og opskrift. Sokken er strikket i str 25/26 (den mindste størrelse i min opskrift på raggsokker). Den er strikket af Ragg-strømpegarn fra hjertegarn, på strømpepinde nr 4,5. Nedenfor er opskrift på denne specifikke sok. Min opskrift på raggsokker vil snart blive opdateret med referencer til og billeder af den pædagogiske sok.
Skaft (grøn + grå)
Den pædagogiske sok version 2 |
Skaft (grøn + grå)
Opslag 28m alm opslag
Dobbelt rib over 7 omg (grøn)
20omg + 3p glat (grå)
Hælkappe (lilla)
Strikket glat over P1 + P4, i alt 12p. Første p er fra r side og sidste p er fra vr side.
- billede 1
Runding (blå)
Strikkes også over P1 + P4.
Strik r til 1m over midten (dvs 8m r, og 6m tilbage på p) 2 dr r sm, 1r, vend.
Tag den første m vr løs af, strik vr til 6m tilbage på p, 2vr sm, 1vr, vend.
Tag den første m r løs af, strik ret til 1m før det hul du lavede da du strikkede 2r sm, strik m før og efter hullet dr r sm, 1r, vend.
Tag første m vr løs af, strik vr til 1m før det hul du lavede da du strikkede to vr sm, strik m før og efter hullet, vr sm, 1vr, vend.
Tag første m r løs af, strik ret til 1m før hullet, 2 dr r sm, vend.
Tag første m vr løs af, strik vr hen til 1m før hullet, 2vr sm.
- billede 2
Optag af m langs hælkappe (rød)
Der er nu 8m tilbage på P1 + P4.
Strik 1p ret (rød)
Der skal nu tages m op langs hælkappen - 7m dr r på hver side. Efter m er taget op på den første side af hælkappen strikkes P2 og P3 ret, så tages m op langs den anden side af hælkappen.
Fordel m på 4 pinde - P2 og P3 med de 7 m de hele tiden har haft, mens de to andre pinde hver skal være på 11m (= 7m fra optag og 4m fra rundingen).
- billede 3 og 4
Indtagninger ved vrist (rød)
Strik 1 omg r. Indt begyndes nu og strikkes på hver anden omg som følgende:
De to sidste m på P1 strikkes r sm, P2 og P3 strikkes r (uden indt), de to første m på P4 strikkes dr r sm.
Indt sluttes når der igen er 7m på hver p = 28m på en omg.
- billede 5 og 6
Fod (grå)
Strikket glat over 14 omg.
- billede 7
Tå (grøn)
En omg med: *3r, 2r sm*
3 omg ret
En omg med: *2r, 2r sm*
2 omg ret
En omg med: *1r, 2r sm*
1 omg ret
En omg med: *2r sm*
Bryd garnet og træk det gennem de resterende m.
- billede 8
søndag den 9. februar 2014
Den pædagogiske sok version 2 er på vej
Den lader vente lidt på sig, men den er på vej - den pædagogiske sok version 2. I mellemtiden har jeg lagt en opskrift på raggsokker op her. Det er nok den længste opskrift på sokker i nogensinde har set. Det er helt bevidst at jeg har skrevet noter og forklaringer ind i selve opskriften.
Alle har deres egen måde at strikke sokker på - men det er ikke altid lige til (i hvert fald som begynder) at forstå hvorfor nogle strikker en indtagning r når andre strikker dr r - og kan det virkelig være rigtigt at jeg skal vende arbejdet når der stadig er masker tilbage på pinden? ...hvad betyder det overhovedet at vende arbejdet? Det er nogle af de ting jeg forsøger at give svar på i min laaange opskrift på raggsokker.
Hvis du er helt nybegynder virker min opskrift måske uoverkommelig - jeg håber den bliver lettere at forstå, når billeder af den pædagogiske sok version 2 kan akkompagnere den. Der går nok ikke så lang tid endnu.
Alle har deres egen måde at strikke sokker på - men det er ikke altid lige til (i hvert fald som begynder) at forstå hvorfor nogle strikker en indtagning r når andre strikker dr r - og kan det virkelig være rigtigt at jeg skal vende arbejdet når der stadig er masker tilbage på pinden? ...hvad betyder det overhovedet at vende arbejdet? Det er nogle af de ting jeg forsøger at give svar på i min laaange opskrift på raggsokker.
Hvis du er helt nybegynder virker min opskrift måske uoverkommelig - jeg håber den bliver lettere at forstå, når billeder af den pædagogiske sok version 2 kan akkompagnere den. Der går nok ikke så lang tid endnu.
Den pædagogiske sok version 2. |
onsdag den 5. februar 2014
Spencer i uld - også til forår
Et af sidste års projekter var denne spencer, strikket efter opskrift fra hjertegarn. Jeg har brugt 'alpaca silk' i stedet for 'mini vital', som de anbefaler i opskriften. Spenceren er ikke varmere end at den kan bruges det meste af året (i Danmark). Underdelen er i glatstrik og overdelen i en bred rib. Den er enkel at strikke og et godt projekt for begyndere - hvis man vel at mærke har tålmodighed til det tynde garn. Ifølge opskriften strikkes stropperne op fra 'ryggen' og knappes fast til forstykket. Desværre var kjolen for tung til at stopperne sad pænt, så jeg endte med at sy stopperne fast rundt om knapperne. Jeg var irriteret over at det var nødvendigt, men resultatet blev fint - og jeg har heldigvis ikke brug for at man skal kunne knappe stropperne af. Den nederste kant har en tendens til gerne at ville rulle. Jeg plejer at lade spenceren ligge fladt ned og tørre, med knappenåle til at tvinge kanten flad. Overordnet set er jeg godt tilfreds med spenceren, men hvis jeg skulle strikke den igen ville jeg nok lave nogle ændringer i forhold til modellen. Garnet derimod er helt igennem skønt og klart noget der skal overvejes til forårets projekter.
Spencer i tynd uld/silke.. |
Den allerførste sok
En af mine elever fra i lørdags, min skønne kusine Carina, har allerede fået strikket denne sok. Jeg synes resultatet er blevet rigtig godt og er meget imponeret - ikke mindst når jeg tænker på hvor mange forsøg der skulle til før jeg havde forstået hvordan man strikker en kilehæl.
Den allerførste sok |
tirsdag den 4. februar 2014
Den pædagogiske sok version 2 - garnet venter!
Så er der indkøbt garn til version 2 af den pædagogiske sok. Når jeg har fået den strikket ligger jeg billeder af den og en opdateret opskrift ud.
Ragg-strømpegarn i alle regnbuens farver. |
søndag den 2. februar 2014
Succes med sokker
Så var det i går strikkeskolen blev afholdt. Kort inde i forløbet var læreren noget bekymret, da "bare" det at strikke en vrangmaske, var en udfordring for flere elever. Bekymringen blev dog afløst af glæde over elevernes succes følelse, over at kunne strikke rundt på strømpepinde. Den pædagogiske sok var en succes - version 2 er allerede i mine tanker. Da vi gik hver til sit, lidt senere end forventet, havde de fleste nået at strikke både skaft og hæl. Tak til mine elever for en skøn dag - jeg glæder mig til at se de fine sokker jeg er sikker på i får produceret.
Der tælles masker |
lørdag den 1. februar 2014
Bloggen startet op og strikkeskole i morgen
Så har jeg så småt fået startet bloggen op. Snart bliver den opdateret med mine færdige og igangværende strikke-projekter. Et af mine seneste projekter er "den pædagogiske sok". Min tanke er at den skal bruges på strikkeskole, hver gang der sker "noget nyt" skifter farven på sokken. Den blev ikke så køn - og enderne har jeg ikke nået at sy ind, men den virker forhåbentlig efter hensigten alligevel. I morgen har jeg en aftale om at holde fætter-kusine + Co strikkeskole. Så jeg vender snart tilbage med en opdatering på om sokken var til gavn eller ej.
Den pædagogiske sok, version 1. |
Abonner på:
Opslag (Atom)